Hornbæk-elever tager andenplads i konkurrence om grøn transport

Der var glæde blandt eleverne i 6.B på Hornbæk Skole, da klassen sikrede sig andenpladsen i årets udgave af På Egne Ben. Kampagnen skal få skoleelever til at vælge grønne transportformer frem for at blive kørt i bil.
I løbet af fem uger har eleverne fået point for at gå, cykle eller tage kollektiv trafik til skole. Samlet har klassen transporteret sig 937 kilometer og sparet 167 kilo CO2.
Andenpladsen blev opnået i puljen med skoler fra Randers, Ringkøbing-Skjern og Aarhus. Eleverne blev efter konkurrencen fejret med kage, diplom og en pengepræmie.
Nicolai Estrup, medlem af Udvalg for regional udvikling i Region Midtjylland og Midttrafiks bestyrelse, overrakte diplomet til eleverne. Han fremhæver, at kampagnen skal være med til at skabe gode vaner, som børnene kan tage med sig videre.
”På Egne Ben handler om meget mere end den enkelte tur til skole. Det handler om at give børn gode og sunde transportvaner og samtidig gøre dem mere selvstændige i hverdagen. Når flere børn oplever, at de selv kan gå, cykle eller tage kollektiv trafik til skole, giver vi dem nogle gode vaner, som de kan tage med sig videre i livet. Samtidig skaber det mindre trafik omkring skolerne og gør en konkret forskel for både børnene og lokalsamfundet,” siger han.
På Egne Ben blev gennemført fra 2. september til 2. oktober på 15 skoler i Aarhus, Randers, Ringkøbing-Skjern, Herning, Aalborg og Jammerbugt. I alt deltog 96 klasser, mens 57 klasser fra fire kommuner deltog i Midtjylland.
Evalueringer fra tidligere kampagner viser ifølge Midttrafik, at eleverne i mindre grad bliver kørt i bil under kampagnen og i stedet i højere grad transporterer sig selv til og fra skole.
Faktaboks: På Egne Ben
- Mobilitetskampagne for elever i 4.-6. klasse.
- Elever får point for blandt andet at gå, cykle, stå på rulleskøjter eller tage bus.
- Klassen konkurrerer om pengepræmier til klassekassen.
- Forældre og elever kan optjene bonuspoint for bæredygtig transport.
- Lærere kan bruge faktaark og øvelser om sundhed, bæredygtighed og transport.
- Kampagnen stammer fra Sverige og blev testet i Danmark i 2024 og 2025 som del af EU-projektet MOVE.
- Region Midtjylland og Region Nordjylland står bag årets kampagne sammen med Midttrafik og NT.






Accepter kun nødvendige cookies